Vision, værdier og målsætning

Vision

Dybbøl Fodboldafdeling er en klub, hvor succes måles på at have så mange spillere som muligt så længe som muligt. Det skal være sjovt, trygt og menneskelig udviklende at spille fodbold i Dybbøl. Derfor bør alle spillere få de samme muligheder for at udvikle sig, uanset
spillerstyrke.

Vi vil gerne sikre, at alle trives i klubben. Vi lægger vægt på, at fodboldmæssig og social udvikling går hånd i hånd. Vi deltager også i eliteoverbygningen FC Sønderborg, hvor spillere med ”lyst og talent” for mere kan prøve kræfter og udvikle deres talent sammen med
spillere fra områdets andre klubber, som er en del af FC Sønderborg.

Værdier

Klubånd - Vi repræsenterer vores klub med gejst, vilje og stolthed. Trænere, ledere, udvalg, forældre og medlemmer forpligtes til at udvise engagement i alle klubbens gøremål, og involverer sig maksimalt for at klubben til stadighed udvikler sig, og dermed gøre det til en attraktiv klub for alle.

Respekt/Fairplay - Vi respekterer hinanden, medspillere som modspillere og dommere, så fodbold bliver en god oplevelse.

Åbenhed - Dybbøl Fodbold ønsker stor åbenhed i forhold til de ting der rører sig i klubben.
Der tales kun eet "sprog". Alle beslutninger, holdninger og vedtagne regler formidles gennem klubbens hjemmeside.

Ærlighed - Alle med tilknytning til Dybbøl Fodbold - trænere, ledere, udvalg, medlemmer, forældre og sponsorer skal i alle henseender optræde ærligt.

Loyalitet - Alle med tilknytning til Dybbøl Fodbold - trænere, ledere, udvalg, medlemmer, forældre og sponsorer er loyale overfor de beslutninger, politikker og aftaler der er truffet.
I det omfang det er muligt, skal man støtte vores samarbejdspartnere.

Målsætning

Klubbens målsætning er:

  • At udbrede kendskabet og interessen for fodbold.
  • At være en klub hvor alle kan spille fodbold på det niveau der evnes og måtte ønskes.
  • At markere DIU som en velfungerende klub, der er kendt for sin sportsånd og fairplay indstilling.
  • At styrke klubånd gennem et tæt samarbejde og stærkt socialt samvær mellem spillere, forældre og trænere/ledere.
  • At vi har gode og kvalificerede træner, der har den nødvendige uddannelse og løbende tilbydes nødvendige kurser/uddannelse.
  • At have hold i alle årgange.
  • At det skal være sjovt, trygt og menneskelig udviklende at spille fodbold i Dybbøl.
  • At alle spillere får de samme muligheder for at udvikle sig, uanset spillerstyrke.
  • At alle trives i klubben.